Kort om campen

Campen er godt i gang og fungerer rigtig godt. Campen ligger på nabogrunden til skifergasborepladsen, hvor vi låner plads hos Anne-Marie og Karsten, der har en større gård med travheste, hvor der er stuehus, lade, anneks og det hele. Her låner vi et stykke jord og andre mindre faciliteter. Det er meget rare mennesker og de deltager også selv meget aktivt i campen.

Faciliteter

Campen råder over mange forskellige faciliteter og der kommer hele tiden flere til.

Campen har kontor i et lille anneks. Her er god plads med et lille mødebord, en sofaafdeling med bløde stole, køleskab og diverse IT-udstyr som alle kan benytte, herunder kamera og computer. Det er også et godt sted at få varmen, hvis vejret er dårligt. Derudover er der en projektor, så der kan vises film.

Campen har også et badeværelse, hvor der er et bad og et toilet med træk og slip.

Resten af campen ligger på en mark på den anden side af vejen og lige overfor værternes gård. Centrum for campen, er det store informationstelt, med borde og stole til, når vejret er dårligt, og her opbevares mange af campens ting. Foran teltet er der etableret et fuldt udstyret udendørs-spejderkøkken, hvor der dagligt bliver lavet kaffe og te samt varm mad til aften. Køkkenet er senest blevet forsynet med beklædning på de 2 sider som beskyttelse, og inden vinter er det planen at lukke de 2 øvrige sider af og etablere indgangsdør. Det er lidt vanskeligt at stå i snedriver og tilberede kongemiddagen :)

Bag fællespladsen er deltagernes telte opstillet til brug, når de overnatter i lejren. Der er ligeledes stillet en campingvogn op – venligt sponseret til overnatning.

Sådan fungerer lejren

Vi spiser fælles morgenmad hver dag.

Dagen igennem er der forskellige aktiviteter, som kræves udført for, at en camp kan overleve på sigt. Der skal tilberedes forskellige måltider, ryddes op, hentes og hugges brænde, lige som der også skal være tid til at hygge og sludre med de besøgende, vi har hver eneste dag. Der er altid mulighed for en sludder og en kop kaffe, hvis du kommer forbi Skævevej 100.

Hver dag kl. 16.30 mødes vi i campen og går sammen til borepladsen og synger fællessang. Vi stiller os op foran indgangen og synger, så vagterne også får lidt åndelig føde og ikke kun skal stå og tænke på den katastrofe, de måske vogter over. Vi har fundet nogle gode gamle danske sange og skrevet enkelte om, så de passer til temaet.

Når den sidste sang forstummer, går vi tilbage til campen, hvor der er frisk kaffe og mange gange kage til. Det hænder, at besøgende selv har bagt kager, som campen så kan nyde godt af – også til aftenkaffen….

I forlængelse af fællessangen – og efter kaffen er drukket – afholdes det daglige fællesmøde, hvor beslutninger og informationer flyder i en lind strøm, og hvor alle fremmødte er velkomne til at give deres besyv med.. Alt sker i en god og demokratisk proces, hvor alles mening bidrager til de rigtige beslutninger.

Campen støttes i høj grad af de lokale og det lokale forretningsliv, der har ydet store og gode bidrag. Uden dem ville campen ikke kunne eksistere. Bl.a. derfor er der stort fokus på at inddrage den lokale befolkning i alle aktiviteter og det er derfor også virkelig dejligt at så mange fra nærmiljøet kigger forbi i ugens løb.

Folk kommer hele tiden med nye initiativer og ideer,  så campen er derfor stadig under udvikling. Her er nok at lave, og folk er meget velkomne til at komme og præge campen. Ethvert bidrag af tid og andre ressourcer er særdeles velkomne.